Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

KLUBBEN PÅ ARENA SKOLE OG FRITID

ADRESSE: ØRESTADS BOULEVARD 220D

Klubben på Arena Skole og Fritid er et kreativt og inkluderende fritidstilbud for børn i 4.–7. klasse. Klubben er kendetegnet ved en åben og tillidsfuld stemning, hvor børnene bliver mødt med anerkendelse og nysgerrighed.
I vores dagligdag fylder de kreative værksteder meget. Vi har både sy-krea, grovkrea og mere eksperimenterende kreative rum, hvor børnene kan male, tegne, bygge, designe og skabe. Det er vigtigt for os, at børnene oplever frihed og medbestemmelse i deres udtryk – og at de får mulighed for at fordybe sig og opleve ejerskab over egne projekter.
Der er også stor interesse for vores digitale aktiviteter. Klubben råder over computere, hvor børnene kan game, samarbejde, udforske nye platforme og blive en del af fællesskaber omkring spil og digitale udtryk.

Vores klubmiljø er præget af nysgerrighed og åbenhed. Vi vægter det nære relationsarbejde højt – børnene kender de voksne, og de ved, at her bliver man lyttet til. Vi tror på, at børn udvikler sig bedst, når de føler sig trygge, set og anerkendt. Derfor skaber vi strukturer og rytmer, hvor der både er plads til at være alene og til at være sammen med andre.
Hver dag arbejder vi med at gøre klubben til et frirum. Et sted, hvor man kan lave noget, der interesserer én, hvor man kan få hjælp og støtte, og hvor man må være sig selv – fuldt og helt. Det kan være, man arbejder med et krea-projekt i flere dage, starter et nyt spil med sine venner, hjælper til i caféen eller slapper af i sofaområdet. Det hele er en del af børnenes klub – og de er med til at forme den.
Arena-klubben er et kreativt kraftcenter og teknologisk værksted i ét. Her skaber vi et sted, hvor børn kan udforske både gamle og nye passioner – og udvikle venskaber gennem leg, eksperimenter og samarbejde.